Jacob Laursen
Fodboldadvisor & Talentudvikler
Hvem er Jacob Laursen ?
Jacob Laursen er en vaskeægte Vejledreng, som startede fodboldkarrieren hos Vejle kammeraterne og som skiftede til Vejle Boldklub som 18-årig. Jacob er dog især kendt for at føre Silkeborg IF til deres første og indtil videre eneste Danske mesterskab, et mesterskab Jacob senere også vandt med FC København.
Udover VB, FCK og FC Fredericia i de hjemlige ligaer, så står der prominente fodboldadresser på CV’et. Premier League klubber som Derby, Leicester og Wolverhampton, ligesom den østrigske storklub Rapid Wien har lagt græs til den tidligere landsholdsspiller, som nåede samlet 51 kampe for de forskellige danske landshold. Ikke mindst er husket finalesejren over Argentina ved King Fahd Cuppen i 1995.
Jacob drømte allerede som barn om at blive professionel fodboldspiller og en dag at kunne trække landsholdstrøjen over hovedet. For Jacob er fodbolden ikke blot en livsstil, det er en passion.
Derfor grundlagde han JL Academy, som har fokus på at man skal kunne udvikle sit talent og samtidig skal det være sjovt og inspirerende.
Med udgangspunkt i egne erfaringer, fortæller Jacob om at gå fra barnedrømmen til at spille på nogle af verdens største stadions. Du får indblik i hvordan man planlægger sit liv som ung, hvordan man motiverer sig selv og ikke mindst hvilken disciplin det kræver at spille på højeste elite niveau.
Jacob vil gennemgå fire elementer:
- Træf et valg
- Sæt et mål (og delmål)
- Planlægning
- Do it! Eksekvering
I vil få indblik i hvorfor mindset, fokus, beslutsomhed og hårdt arbejde kan være med til at udvikle det enkelte individ, såvel som et team.
Med erfaring som anfører, binder Jacob individ og team sammen gennem fortællinger og anekdoter.